
GREEN SQUARE COPENHAGEN – OVER 50 ÅRS PASSION FOR ANTIKVITETER OG DESIGN
✓ På lager (1 tilgængelige)
Gerhard Henning (1880-1967).
Skulptur i mørk patineret bronze, "Siddende pige med strakte ben", 1938-1942.
Signeret "G. Henning No. I".
Denne skulptur er den første afstøbning af et værk, der blev støbt i seks eksemplarer hos Kgl. Hofbronzestøber Lauritz Rasmussen. I modsætning til afstøbningerne III, V og VI, er dette eksemplar monteret på en sortlakeret plint.
Værket har en særlig proveniens, idet det tilhørte grosserer Christian Kampmanns (1881-1965) samling, omtalt og gengivet i værket Kunst i Privateje fra 1944. Kampmann var en af sin tids mest betydningsfulde danske kunstsamlere og ejede værker af bl.a. Edgar Degas, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, Jais Nielsen og Johannes Bjerg.
I sin erindringsbog Optegnelser fra 1940 og rejsedagbøger (udgivet i 1962) fremhæver Kampmann særligt Vilhelm Lundstrøm og Gerhard Henning som de kunstnere, der i længst tid formåede at fastholde hans interesse. Om Henning skriver han:
"De søde piger, uobserverede i deres spillen med tæerne, fangne lopper, pillen tæer eller blot i hvile og fortsætter erotiske situationer i ler, smågrupper af par i ømme situationer. Det gik han fra."
Dette citat understreger Hennings kunstneriske udvikling: Fra at skabe dynamiske gruppekompositioner i 1920’erne gik han i 1930’erne og frem over til mere rolige enkeltfigurer, ofte af kvinder i afslappede positurer. Den siddende kvindefigur blev et tilbagevendende motiv i hans senere værker.
I sin beskrivelse af Kampmanns samling i Kunst i Privateje skriver kunstkritikeren Kai Borchsenius:
"Gerhard Hennings 'Siddende Pige med strittende Tæer' er en meget stor statuette og yderst karakteristisk for Hennings produktion i de senere år. Er det Hennings varme menneskelighed, der giver hans kunst et så betagende indre liv, eller er det hans kunstneriske magtfuldkommenhed, der griber og fængsler beskueren på en egen ukunstlet måde? Man tænker ikke her på kamp med stoffet eller andre tekniske problemer. Hennings forelskede glæde over form og pigesind besjæler hans kunst på en så intensiv måde, at enhver kan forstå ham."
Specifikationer
SKU | 106039 |
|---|---|
Origin | Danmark |
Årstal | 1938-1942 |
Mål (cm) | H: 45 / 41 | B: 57 | D: 24 |
Materiale | Mørk-patineret bronze |
Farve | Mørk-patineret bronze |
Rapport | Kirstinehøj 27C, 2770 Kastrup |
Stilart | Moderne |
Kunstner | Gerhard Henning |
Skulpturer